Gå tilbage til forsiden

Eddy

 
 

<<<Klik dig gennem animationen til venstre ved at trykke på NÆSTE. Hvert billede kan indeholde en animation - animationen gentages, indtil du vælger "NÆSTE".


Man kan måske sige, at EDDY DRAGEN er en videreudvikling af ”alle raske drenges korsdrage”, I ved den der blev lavet af to pinde, brunt karduspapir fra købmanden og en hale med ”sløjfer” af avispapir eller græs. Den var ikke let at få til at flyve, der burde ikke have været så mange fiaskoer!

Allerede for ca. 100 år siden eksperimenterede en journalist, William A. Eddy med drager og han ”genopfandt” den buede haleløse drage, der oprindeligt stammer fra Java.

Materialer:

2 stk. 5 mm rundstokke á 100 cm.
Et stykke aluminiums rør med en indvendig diameter på 5 mm.
Et stykke plast (fx fra en affaldssæk) ca. 100 x 100 cm.
5 cm plastslange med en indre diameter på 5 mm.
Ca. 1½ m god line!
2 tændstikker
Tape
En nøgle- eller gardinring.
Snor (med 5-10 kg brudstyrke).

Værktøj:
Saks, målebånd, hobbykniv.

  1. Lav en skabelon af kraftigt papir eller pap (se tegningen – modellen er til en ½ drage!)
  2. Tegn dragen op på plasten, husk at markere de to punkter til styresnoren.
  3. Tilpas rygraden og fastgør den med tape til top og bund.
  4. Vinkelstykket fremstilles således: aluminium røret bøjes i en vinkel på 150 grader – se tegningen. Man kan stikke et kraftigt søm ind i begge ender af røret og forsigtigt bøje det i hånden. Tværpindene skal gå let i, men også slutte tæt!
  5. For at kunne transportere dragen, monteres der nogle små holdere til tværpindene ude ved de to sidespidser. Selve ”beslaget” laves på samme måde som til bueslæden. På EDDY er det ikke styresnoren, der skal monteres, men et lille stykke plast slange med snor (se tegningen).
  6. Skær plastslangen i to stykker på 2,5 cm og bor et hul igennem dem. Klip to snore på ca. 25 cm og fastgør dem til plastrøret som vist på tegningen. Herefter bindes snoren fast til ”beslaget” i dragespidsen med et råbåndsknob. Snorene skal kunne bindes op og strammes, så man  kan justere sejlets spænding. Sejlet skal sidde stramt, hvis du vil have en stabil flyver!
  7. Nu sætter du de to tværpinde, der er skåret af til ca. 50 cm i rørbeslaget. Sætter beslaget mellem rygrad og dragen. Tværpindene rager lidt udenfor dragen. Sæt plastslangerne på enden af tværpindene, juster spændingen med snorene – se efter, at rygraden sidder lige.
  8. Stik styresnoren (1½ m god snor) gennem sejlet fra forsiden og bind den fast omkring aluminium stykket og rygraden. Du kan evt. bruge et  dobbelt halvstik, der sikres med et råbåndsknob.
  9. Nøgle- gardinringen bindes fast på styresnoren 40 cm fra dragen, herefter måler du 60 cm længere og binder snoren fast til rygraden i det markerede punkt.
  10. Det sidste du skal gøre før du kan flyve er at checke balancen på dragen. Hold i ringen og lad dragen svæve lidt over gulvet. Nu skal afstanden mellem gulvet og dragens to spidser være nøjagtig den samme. Hvis der ikke er balance, justeres der med snorene i slangerne.

EDDY DRAGEN flyver fint uden hale, men synes du drager er flottere med haler, kan du montere en hale af en strimmel plast på 3-4 cm bredde – den kan bære en hale på op til 15-20 meter i god vind!

- og så er det bare om at komme af sted! Ud at flyve, slip dragerne løs!