Gå tilbage til forsiden

Lidt flyvefif

 
 

Hvordan får man dragen til at flyve?

Hvis du mener det kræver kondition at løbe en drage op – så glem det!
Det er slet ikke nødvendigt – du skal lade vinden klare det for dig.

Alle de drager vi leger med her kan sættes op direkte fra hånden, hvis der er rolig vind.
Er der kun meget lidt vind ved jorden, kan du få en hjælper til at gå 20-30 m med vinden mens han/hun holder dragen op mod vinden, samtidig med at han/hun holder fast i flyvelinen.
Når I er parate, trækker du i linen med et jævnt træk. Hold øjenkontakt med dragen. Når dragen er kommet op giver du 5-10 meter line, daler dragen, haler du lidt ind igen, gentag proceduren og dragen fanger forhåbentlig tilstrækkelig vind til at stige.

Og så er det bare at nyde synet af en flyvende drage – god fornøjelse!

På et tidspunkt skal du have dragen ned igen. Hvis du ruller snoren op direkte på vindslet, vil det give et enormt tryk på vindslet og linen bliver rullet meget stramt op. Bedst er det, hvis du har en hjælper, der ruller snoren op på vindslet, mens du haler dragen ned.
Hvis du er alene om opgaven må du lægge linen på jorden i store slyngninger og så vikle den op, når dragen er kommet ned.
Du skal være omhyggelig med linen ellers går der ”kludder” i den og du må bruge lang tid på at få viklet den ud igen. Tid, der kunne have været brugt meget bedre til at flyve i!

Du kan også læse mere om, hvor du kan sætte drager op.