Gå tilbage til forsiden

Baggrund og ide

 
 

Ideen med en DRAGEDAG er,

  1. at børn og voksne får en fælles oplevelse i naturen – at flyve med drager!
  2. at børn og voksne oplever det danske vejrs indflydelse på aktiviteten – at flyve med drager!
  3. at få børn og voksne til at eksperimentere med dragebygning, så de oplever begejstringen, suset, når det lykkes – dragen flyver!
  4. at få mindst 1.000 drager i luften over Danmark – på én gang!
  5. at skabe synlighed omkring spejderbevægelsen og Sct. Georgs Gilderne.

At arrangere hele Danmarks DRAGEDAG er aldrig forsøgt før. Der holdes dragefestivals rundt i landet, men at få hele Danmark til at flyve med drager på samme tid forskellige steder i landet, det er nyt!

Når Sct. Georgs Gilderne lader dragerne flyve søndag den 30. september er det for – sammen med spejderne – at fejre at spejderbevægelsen bliver 100 år i 2007.

Spejderbevægelsen har fra sin første spæde begyndelse – Baden Powels lejr på Brownsea Island i sommeren 1907 – udviklet sig til den største og mest betydningsfulde internationale ungdomsbevægelse.

1909 nåede spejderbevægelsen til Danmark, hvor den første spejderpatrulje så dagens lys på Gl. Hellerup Gymnasium.
I dag er der ca. 70.00 spejdere i Danmark og i hele verden er 28 millioner pige- og drengespejdere fordelt i 155 lande.

Sct. Georgs Gilderne i Danmark blev stiftet i1933 som et samlingssted for spejdere, der var blevet for voksne til at være medlemmer af spejderkorpsene, men som gerne ville fortsætte en tilknytning til spejderbevægelsen.
Sct. Georgs Gilderne i Danmark har i dag ca. 6.000 medlemmer, der arbejder med humanitære opgaver, støtte til spejderarbejdet og personlig udvikling.
Der er i dag Sct. Georgs Gilder i 59 lande og der er 26 nye lande på vej til optagelse.
Du kan læse mere om Sct. Georgs Gilderne på www.sct-georg.dk

Til Danmarks DRAGEDAG vil vi gerne have alle, der har lyst til at komme søndag den 30. september 2007 for at – flyve med drager!
 
Sct. Georgs Gilderne lader dragerne flyve!