Dragen stammer fra Trinidad, hvor den har fået sit navn fra en lille hurtig fugl, der er almindelig på Trinidad..
KISKEE-DEE’en er en lille letvinds drage, den er meget levende i luften og selv små skævheder i trækpunkternes placering kan give problemer.
Flyttes trækpunktet en centimeter til den ene eller den anden side kan det ændre dragen fra at være en rolig stabil flyver til, at den bliver levende og farer uroligt rundt på himlen.
Den buede pind holder sejlet udspændt og det, at dragen bøjer sig let tilbage for vinden er med til at stabilisere dragen.
Halen er helt nødvendig og er med til at stabilisere dragen, den må være i et let materiale.
Materialer:
2 stk. tynde bambuspinde på 40 cm (fx fra et bambusrullegardin)
Et stykke plast fra en bærerpost på 25 x 25 cm
Ekstra plast (resten af posen) til halen
Almindelig tape
Stærk sytråd fx Bjørne garn
Og en femmer!
- Dragen tegnes op på posen og klippes ud
- Den ene pind skæres af i 35 cm længde og tapes på dragen – husk, stellet sidder på bagsiden af dragen.
10 cm fra det nederste hjørne sættes en ”forstærkning”, et stykke tape på tværs af pinden, hvorigennem styresnoren sys (se tegningen)
Samtidig fæstnes en lille haleløkke under klisterbåndet i ”haleenden”.
- Buen – 40 cm – sættes fast med to stykker tape i den ene side, bøjes forsigtigt og fæstnes på samme måde i den anden side.
- Styresnoren, der skal være 80 cm, sys gennem sejlet og bindes rundt om rygraden ved forstærkningen og rundt om krydset. Bind med en almindelig knude i den ene ende og et slipstik i den anden (så kan du justere længden af styresnoren, hvis drage ikke flyver tilfredsstillende).
Træk styresnoren igennem hullet i femmeren på det markerede punkt (14 cm fra den øverste spids). Hold på femmeren og stram snoren. Det er trækpunktet – lav en lykke, hertil fastgøres flyvesnoren.
- Halen fremstilles af resten af bærerposen, der klippes i strimler på 2 cm bredde og samles med tape. Halen skal være ca. 8 m lang, den trækkes halvt gennem haleløkken
- Så tager vi 50-100 meter stærk sytråd og sætter den i øjet på styresnoren (se tegningen).
- Flyvesnoren er vanskelig at ”holde styr på”, så det er en god ide, at vikle den op på et vindsel af et stykke træ eller en ½ liters plastflaske.
Det er en stor hjælp, hvis du har en kammerat til at hjælpe dig når du skal have dragen ned igen. Dragen trækkes ned ved hjælp af snoren og vikles på om vindslet/flasken. Her kommer hjælperen ind. Når du trækker dragen ned, ruller hjælperen flyvelinen op på vindslet.
På den måde undgår du, at linen går i kludder og udvikler sig til en én gangs line!
Og så flyver vi….

|